At Blive Stoffri: At Lære at Leve med Fortidens Dæmoner
At blive stoffri efter et misbrug af rusmidler – og ofte efter et forløb i rusmiddelbehandling – er en dybt personlig og ofte smertefuld rejse. Det handler ikke kun om at stoppe med at bruge. Det handler i lige så høj grad – og ofte i endnu højere grad – om at stå ansigt til ansigt med de indre dæmoner, der engang blev dulmet af rusen.
For mange i og efter rusmiddelbehandling er det netop dét, der er den største udfordring: at lære at acceptere fortidens smerte, skyld og skam uden at flygte fra dem.
Rusen som flugt
Mange mennesker, der har levet med misbrug, beskriver rusmidlerne som en midlertidig flugt fra en virkelighed, de ikke kunne bære. Det kunne være barndomstraumer, svigt, vold, ensomhed, psykisk sygdom eller følelsen af ikke at passe ind.
Når man kommer i rusmiddelbehandling og bliver stoffri, forsvinder bedøvelsen – og alt det, man har forsøgt at glemme, kommer op til overfladen med fornyet kraft.
Her opstår en ny kamp. Ikke mod stoffet i sig selv, men mod den del af én selv, som stadig bærer smerten. Uden rusmidler og uden flugt bliver det tydeligt, hvor vigtigt det er, at rusmiddelbehandlingen også støtter arbejdet med det bagvedliggende.
Mange tilbagefald sker ikke, fordi man ikke ønsker at blive stoffri, men fordi man endnu ikke har lært at håndtere det, man bærer på indeni.
At acceptere det, man ikke kan ændre
Accept handler ikke om at glemme – men om at lære at leve med det, der skete. Det betyder at turde se sin fortid i øjnene – også de sider, man helst ville skjule, endda for sig selv. En god rusmiddelbehandling giver plads til netop den konfrontation.
Det kan handle om kriminalitet – tyveri, vold eller bedrageri – handlinger, man aldrig troede, man var i stand til at begå, men som alligevel blev en del af ens virkelighed. Skyggen af en kriminel fortid kan føles som en evig dom – også længe efter rusmiddelbehandlingen er afsluttet.
Det kan være svigt i nære relationer: børn, partnere, forældre, søskende eller venner, man har løjet for, manipuleret med eller skubbet væk. Mennesker, der måske mistede tilliden – og som ikke nødvendigvis kommer tilbage.
Skammen over at have kompromitteret sine egne værdier kan være næsten lammende. Mange har overskredet grænser, de aldrig troede, de ville. I rusmiddelbehandling kommer de erkendelser ofte op til overfladen – og det er en hård, men nødvendig del af helingsprocessen.
Det kan også handle om uærlighed. Løgne over for andre og over for sig selv. Løgne, der blev en del af dagligdagen, som en overlevelsesstrategi i misbrugets tjeneste. I rusmiddelbehandling mødes denne uærlighed med forståelse – men også med krav om ansvar og ærlighed.
For nogle handler det om seksuelle og intime forhold, man i dag ikke kan genkende sig selv i. Oplevelser, man ikke ville have indvilget i ædru. Relationer, man gik ind i uden at kunne mærke sig selv. Dette er også noget, mange først tør åbne op om i trygge rammer som gruppeterapi i rusmiddelbehandling.
Så er der relationerne, man har brudt. Mennesker, man har såret og måske mistet. Fortrydelsen er tung – og selvom rusmiddelbehandling ikke kan genskabe fortiden, kan det være stedet, hvor man begynder at tage ansvar for konsekvenserne.
Og så er der den tavse smerte: erkendelsen af, at man tog grundlæggende fejl. At man brugte år af sit liv på selvdestruktion. Denne erkendelse rammer ofte først efter man er blevet stoffri – og netop her begynder det dybere arbejde, som god rusmiddelbehandling skal forberede én på.
Accept er ikke det samme som tilgivelse. Det betyder: det skete, og jeg kan ikke ændre det – men jeg kan tage ansvar for det liv, jeg vælger at leve i dag. Det er ikke passivitet. Det er mod. Og det er en beslutning, man tager igen og igen – også længe efter behandlingen er slut.
Den indre kamp
For mange tidligere misbrugere er det en livslang proces at holde sig stoffri. Ikke fordi man længes efter stofferne – men fordi arbejdet med sig selv kræver vedholdenhed. De værktøjer man får i rusmiddelbehandling – fx terapi, fællesskab, struktur og ærlighed – skal bæres videre i hverdagen. Skam, skyld og lavt selvværd forsvinder ikke automatisk, men de kan bearbejdes.
Det handler om at turde være sårbar. Om at turde sige: “Jeg kæmper stadig.” Og om at turde stole på, at man ikke behøver kæmpe alene.
Håb og mening
Selvom rejsen væk fra misbrug kan være barsk, er den også en vej mod frihed og selvrespekt. Mange beskriver, hvordan de – gennem rusmiddelbehandling og egen indsats – finder ny styrke og mening. Fortiden bliver ikke slettet, men den får en ny betydning. Erfaringer kan bruges til at hjælpe andre. Livet får retning uden rusen.
At blive stoffri er ikke en slutning – det er begyndelsen på et nyt liv. Det starter i mørket, hvor man tør se sig selv i øjnene. Rusmiddelbehandling kan være døren til den begyndelse – men det er op til én selv at tage skridtene videre. Dæmonerne forsvinder måske ikke. Men man kan lære at leve med dem. Og det, i sig selv, er en sejr.
