Hjernens ulykkelige forelskelse i rusmidler
Hvorfor er hjernen er skabt sådan, at vi får en ulyksalig trang ved brug af rusmidler
Den menneskelige hjerne er ellers ekstremt funktionel: Den sørgerfor, at vi forelsker os, knytter os til mennesker og føler mæthed, når vi spiser. Men når vi indtager en vis mængde rusmidler over tid – så vil hjernen have mere, længe efter at det er godt for os.
Vi har god medicinsk indsigt i mange mekanismer bag afhængighed, men ikke en medicinsk løsning for den afhængige. De bedste tiltag, vi i dag kender til at reducere afhængighed af rusmidler, er ikke-medikamentelle, siger Jørg Mørland i dette interview.
Er stofmisbrug vane eller tvang?
Spørgsmålet om vane eller tvang er noget, mange forskere brænder for at finde svaret på. Men for at de skal have noget at leve af, må forskningsinstitutionerne og lægemiddelbranchen have et håb om snart at kunne producere medicinske løsninger for den afhængige. Hvilken nytte har forskningen ellers?
Jeg tror, at denne forskning ikke mindst har betydning i forhold til at forebygge rusproblemer, siger Jørg Mørland, professor og divisionsdirektør for retstoksikologi og rusmiddelforskning ved Nasjonalt folkehelseinstitutt. Den giver os viden om, hvilke langvarige processer der sættes i gang i hjernen ved gentagen rusmiddelbrug – ændringer, som måske kan vare ved i flere år efter sidste rusmiddelindtag.
Hvad er det største problem for en med afhængig til rusmidler
At have en destruktiv vane eller at have en tvangsmæssig trang, som skyldes, at vedkommendes hjerne fungerer anderledes end andres?
Begge dele. Trangen til at bruge rusmidler ledsages af neurobiologiske ændringer i hjernen. Og det kan forklare lidt af adfærden.
Lad mig komme med et eksempel:
Vi har to måder, hvorpå vi kan måle, hvorvidt en nordmand behersker et fremmedsprog:
Enten ved, at den pågældende består en eksamen, eller ved at se på vedkommendes hjerne ved hjælp af specielle billedteknikker.
Hjernen fungerer lidt anderledes, når en person bruger et fremmedsprog, end når han taler sit modersmål. På samme måde kan vi ’læse’ den psykologiske tilstand hos en der er afhængig af rusmidler ved hjælp af både psykologiske og biologiske tests.
I hjernen ser vi, hvorfor det er sandsynligt, at denne person vil fortsætte med at bruge rusmidler:
Spor i hjernens struktur og funktion tyder på, at rusmiddelmisbrug genererer ny brug.
Et centralt spørgsmål er derfor, hvordan sådanne processer lader sig reversere, sådan at hjernen vender tilbage til sin vante reaktionsmåde og reagerer normalt på lugten eller synet af et rusmiddel.
Psykoterapi kan fremskynde en sådan normalisering af hjernen
En indlært, uhensigtsmæssig trang til rusmidler kan uden tvivl aflæres igen. Når vi ved hjælp af en eller anden terapeutisk metode skaber et stop i brugen af rusmidler, sker der ændringer i hjernen.
Hvis vi undersøger hjernen hos to grupper mennesker, hvor den ene gruppe får psykoterapi og den anden ikke, kan vi allerede efter få uger se ændringer i hjernen hos dem, som har fået hjælp.
Ingen medicin mod afhængighed
Da ’biologen’ Nora Volkow blev udnævnt til leder af USA’s føderale rusforskningscenter NIDA-instituttet (National Institute on Drug Abuse) – som står bag 90 % af verdens narkotikaforskning – skrev den norske behandler Hans Olav Fekjær, at ’dette betyder gode tider for dem, som antager, at de vigtigste løsninger på stofmisbrug ligger i medicinen, og fortsat dårlige muligheder for psykosocial forskning’.
Mørland mener, at sådanne udsagn er et af mange eksempler på, at der skabes et kunstigt skel mellem psykologiske og biologiske årsagsforklaringer på afhængighed af rusmidler.
Netop ikke-medikamentelle strategier er de bedste, vi har kendskab til, når det gælder om at reversere disse neuro-biologiske fænomener, og det at forske med henblik på at finde frem til de bedste psykologiske tilgange er nok det mest perspektivrige, vi kan gøre i dag.
Mørland ledede panelet i den første konsensuskonference om metadon i midten af 80’erne og var dermed med til at bane vejen for metadon og Subotex – medicin, som vi til daglig omtaler som medikamenter mod misbrug af rusmidler.
Forskeren ser ikke selv sådan på medicinen
Der er intet kendt neuro-biologisk grundlag for brugen af denne type medicin til at reversere de neuro-biologiske processer i hjernen. Det, den hjælper imod, er de ubehagelige symptomer, som de fleste heroinafhængige har: abstinenserne. Ikke afhængigheden. Du bliver ’frisk’/’rask’ i den forstand, at du slipper for abstinensplager og ubehag – du balancerer mellem rusen og dens ubehagelige følger.
Metadon er ikke rehabiliterende
Metadon er ikke rehabiliterende i sig selv, men kan hjælper til en rehabilitering med andre virkemidler. På samme måde er metadon og Subotex heller ikke angstdæmpende eller antidepressivt, og behovet for psykofarmaka mod fx angst kan være lige så stort hos en, som får metadon, som hos en anden med psykiske problemer.
Medicinsk set er metadon bare et skridt på vejen til stoffrihed
Medikamenter, som reverserer fejljusteringer i hjernen, vil vi nok ikke komme i nærheden af inden for en overskuelig tid. Ikke biologisk arvelig Hvorfor er det så vanskeligt for forskningen at finde frem til den slags medikamenter?
Du kan betragte en misbrugeres hjerne som en overophedet ovn, der må nulstilles. Medikamenter, som nulstiller disse områder i hjernen, kan risikere også at nulstille evnen til at reagere på naturlige stimuli.
Ved afhængighed påvirkes områderne, som producerer signaler for lyst og motivation. Hvis vi manipulerer med belønningssystemet til hjernen, forstyrrer vi mekanismerne for mange glæder.
Bivirkningerne af at ’nulstille hjernen’ kan altså være for store
Det samme gælder indgreb og hjerneoperationer af afhængige: Vi kan ikke røre ved sjælens biokemi. Uden den ville vi have begrænset variation i stemningslejet og kunne glide ind i en monoton tilværelse. Nedbrydningen af stoffer varierer meget hos forskellige mennesker.
Arvelige faktorer knytter sig til graden af intensitet i positive rus-oplevelser, ubehag forbundet med rus, og forskellige grader af abstinenssymptomer ved gentaget brug. Betyder det, at nogle er stærkere biologisk disponeret for afhængighed af rusmidler end andre?
Der findes ikke et specifikt gen for afhængighed
Statistisk ved vi, at afhængighed til rusmidler går i arv, men den genetiske drivkraft til afhængighed er oftest en genetisk påvirkning af flere forskellige personlighedstræk, som kan involvere mange gener.
Når det siges, at nogle er ’disponeret’ for rusmiddelmisbrug, handler det om andre arvelige egenskaber, som giver en generel risiko for f.eks. alkoholisme.
Der er oftest tale om latente fænomener, som kan udløses af senere hændelser. For eksempel kan psykisk lidelse udløse den slags latente, arvelige dispositioner.
Mørland understreger igen, at ingen kan siges at være ’født alkoholiker’, og fortsætter:.
Neuro-biologisk baserede teorier har nok være brugt som forklaring på mere, end der er grundlag for. Måske er brugen af metadon et eksempel på dette.
De klinikere, som lancerede metadonbehandlingen i USA, synes at være gået for langt. I ønsket om at sælge budskabet i alle lejre overdriver man positive fund.
Vi er ikke robotter
Et neuro-biologisk forskningsgrundlag har vel bidraget til at give afhængighed af rusmidler mere form af at være sygdom?
Det at fortsætte med en så uhensigtsmæssig livsstil bør påkalde sig et sådant grundlag. Hvorfor plager folk sig selv så meget? Jeg er ikke enig med dem, der hævder, at der findes en ’rationel afhængighed’.
Afhængighed ad rusmidler giver ikke konsekvenser, som nogen overhovedet kunne ønske sig. Jeg er af den opfattelse, at når du har brugt rusmidler en tid, så reduceres muligheden for at være rationel.
I slutningen af 90’erne var Mørland med i et forskningsprojekt, hvor formålet var at forstå afhængighed ved hjælp af både moderne Neuro-biologisk tænkning og psykologiske forklaringsmåder.
Når et valg ikke er et valg
Forskerne var enige om, at det at vælge misbrug af rusmidler sker i situationer, hvor rationaliteten er indskrænket, og mulighederne for at vælge noget andet er små. En en misbrugere er langt hen ad vejen ’i sine følelsers vold’.
Men disse følelser kan være mulige at overkomme kognitivt, inden de biologiske tilskyndelser bliver for overvældende, siger Mørland, og understreger:
Dette projekt fra slutningen af 1990’erne skabte bl.a. forståelse for, at biologien ikke er mere deterministisk end andre forklaringer på beslutninger, som munder ud i adfærd.
Det er ikke sådan, at man i erkendelse af, at afhængighed giver neurologiske ændringer, fratager mennesket kontrol og selvbestemmelse eller ser ham eller hende som prisgivet kroppens behov. Vi er ikke robotter.
Interview med Jørg Mørland