Forsvarsmekanismer er psykologiske processer der hjælper med at beskytte en person mod følelsesmæssig smerte
Psykologiske forsvarsmekanismer i behandling af misbrug
Når et menneske udvikler et problematisk forbrug eller en afhængighed af alkohol eller stoffer, handler det sjældent alene om selve rusmidlet. Bag misbruget findes ofte en række psykologiske processer, som har betydning for, hvordan personen forstår sit forbrug, reagerer på bekymring fra andre og forholder sig til tanken om misbrugsbehandling.
Psykologiske forsvarsmekanismer en vigtig rolle
Forsvarsmekanismer er ikke i sig selv tegn på sygdom eller svaghed. De er almindelige psykologiske strategier, som mennesker bruger til at beskytte sig mod følelser, tanker eller erkendelser, der opleves som smertefulde eller truende. Ved rusmiddelmisbrug kan disse mekanismer imidlertid være med til at fastholde problemet og gøre det vanskeligt at se konsekvenserne af forbruget.
Benægtelse – når problemet ikke opleves som et problem
En af de mest kendte forsvarsmekanismer ved alkohol- og stofmisbrug er benægtelse. Personen kan have svært ved at erkende omfanget af sit forbrug eller de problemer, der følger med det.
Det kan komme til udtryk gennem udsagn som: “Jeg kan sagtens stoppe, hvis jeg vil” eller “Det går jo ikke ud over mit arbejde.”
Benægtelsen skal ikke nødvendigvis forstås som bevidst løgn. At erkende, at man har mistet kontrollen over sit forbrug, kan være forbundet med skam, frygt og usikkerhed. Benægtelsen beskytter midlertidigt mod disse følelser.
I behandlingen handler det derfor ikke om at afsløre eller nedbryde benægtelsen, men om at hjælpe personen til selv at undersøge sammenhængen mellem rusmidlet og de problemer, der opleves.
Rationalisering – når forbruget får en god forklaring
Ved rationalisering finder personen tilsyneladende logiske og acceptable forklaringer på sit forbrug.
“Jeg drikker, fordi jeg har et stressende arbejde.”
“Jeg tager kokain, fordi jeg har brug for energi.”
“Jeg ryger hash, fordi jeg ellers ikke kan falde til ro.”
Forklaringerne kan sagtens indeholde noget sandt. Stress, uro eller søvnproblemer kan være reelle. Forsvarsmekanismen opstår, når forklaringen samtidig bruges til at retfærdiggøre forbruget og beskytte personen mod at undersøge det nærmere.
I behandlingen er det derfor vigtigt at skelne mellem at forstå årsagen til et forbrug og at bruge årsagen som begrundelse for at fortsætte det.
Intellektualisering – når følelser bliver til analyser
En anden vigtig forsvarsmekanisme er intellektualisering. Her håndterer personen vanskelige eller følelsesmæssigt belastende forhold ved at gøre dem til noget, der kan analyseres og forklares rationelt.
En person kan eksempelvis have stor viden om alkohol, afhængighed, dopamin, traumer eller psykologi og være særdeles god til at forklare, hvorfor misbruget er opstået.
Men der kan være stor forskel på at forstå sit problem intellektuelt og mærke det følelsesmæssigt.
Man kan eksempelvis tale indgående om, hvordan barndommen har påvirket ens alkoholforbrug, uden egentlig at komme i kontakt med den sorg, vrede eller ensomhed, der ligger bag. Analysen bliver dermed en måde at holde de svære følelser på afstand.
I behandlingen er viden og forståelse værdifuldt, men forandring kræver ofte også, at personen tør forholde sig til de følelser og behov, som rusmidlet har været med til at regulere.
Projektion – når problemet placeres hos andre
Ved projektion placeres vanskelige følelser eller problemer uden for personen selv. Fokus kan flyttes til partneren, familien, arbejdspladsen eller andre mennesker.
Det egentlige problem bliver måske partnerens kritik, chefens krav eller familiens manglende forståelse – frem for ens eget forbrug.
Det betyder ikke, at konflikterne ikke er reelle. I behandlingen undersøger man imidlertid også personens eget ansvar og rusmidlets betydning for situationen.
Det er bevægelsen fra udelukkende at spørge: “Hvad gør de andre ved mig?” til også at kunne spørge: “Hvad gør jeg selv, og hvad kan jeg ændre?”
Bagatellisering og sammenligning
Bagatellisering ses ofte ved rusmiddelproblemer. Personen erkender måske et vist overforbrug, men reducerer betydningen:
“Jeg drikker måske lidt for meget, men jeg passer mit arbejde.”
En beslægtet mekanisme er at sammenligne sig med mennesker, der har et mere alvorligt misbrug. Så længe man ikke drikker om morgenen, har mistet arbejdet eller bruger stoffer hver dag, kan man fastholde forestillingen om, at problemet ikke er alvorligt.
Men et behandlingskrævende rusmiddelforbrug behøver ikke at have ført til, at man har mistet familie, arbejde eller bolig.
Forsvarsmekanismer skal forstås – ikke bekæmpes
I professionel misbrugsbehandling er det vigtigt ikke at gøre forsvarsmekanismerne til en kamp mellem behandler og klient. Jo mere et menneske føler sig presset, kritiseret eller afsløret, desto større kan behovet for forsvar blive.
En mere konstruktiv tilgang er præget af respekt og nysgerrighed. Behandleren hjælper klienten med at undersøge forskellen mellem det liv, vedkommende ønsker, og de konsekvenser rusmidlet faktisk medfører.
Hvis alkohol eksempelvis bruges til at håndtere stress, undersøges både den ønskede virkning og prisen: Hvad giver alkoholen her og nu? Og hvad betyder den for søvn, relationer, humør og livskvalitet på længere sigt?
Fra psykologisk forsvar til større selvindsigt
Forsvarsmekanismer har ofte haft en vigtig funktion. De beskytter personen mod noget, der kan være svært at erkende eller mærke. Derfor giver det sjældent mening blot at forsøge at fjerne dem.
Det samme gælder selve rusmidlet. Alkohol eller stoffer kan have dæmpet angst, stress, ensomhed, uro eller andre vanskelige følelser og dermed haft en funktion i personens liv.
En central del af misbrugsbehandlingen bliver derfor at forstå både rusmidlets funktion og de psykologiske mekanismer, der er med til at fastholde forbruget.
Når personen gradvist bliver i stand til at se sit forbrug uden at skulle benægte, rationalisere, intellektualisere eller bagatellisere det, opstår der mulighed for reel forandring.