Hvad er selvmedicinering?
Begrebet selvmedicinering bruges ofte om situationer, hvor mennesker forsøger at lindre psykiske eller fysiske symptomer uden at konsultere en læge eller en anden professionel behandler. Typisk handler det om at tage et stof, som kan give en kortvarig oplevelse af lindring eller kontrol.
Det kan være smertestillende piller, alkohol, hash eller andre rusmidler, som indtages med det formål at dæmpe ubehagelige følelser eller kropslige tilstande.
I psykiatrisk og psykologisk forskning er selvmedicineringshypotesen blevet brugt til at forklare, hvorfor nogle mennesker udvikler afhængighed.
Hypotesen siger, at misbrug ikke opstår, fordi man bare vil ”have det sjovt” eller ”blive høj”, men fordi man forsøger at håndtere svære følelser eller psykiske lidelser (Psykiatri-Region H).
Rusmidler som midlertidig lindring
Når vi ser på rusmidler som en form for selvmedicinering, giver det ofte mening. Alkohol kan dæmpe social angst, cannabis kan få uro og tankemylder til at føles mindre overvældende, og kokain kan for en stund give selvtillid og energi, som man ellers mangler.
Mange mennesker, der senere udvikler et problem, fortæller, at deres forbrug begyndte som et forsøg på at klare hverdagen bedre.
Problemet er, at lindringen sjældent varer ved. Kroppen vænner sig til stoffet, tolerancen øges, og symptomerne vender tilbage – ofte stærkere end før. En person, der drikker alkohol for at falde i søvn, kan hurtigt opleve, at søvnen bliver endnu mere forstyrret.
Den, der ryger hash for at dæmpe angst, kan ende med at udvikle en endnu større følsomhed over for uro og panik. På den måde bliver selvmedicineringen til en ond cirkel (Skanderborg Rusmiddelcenter).
Et dobbelt budskab
Der ligger en dobbelthed i begrebet. På den ene side kan det være hjælpsomt at forstå, at rusmidler ofte bruges til at håndtere svære følelser eller psykiske lidelser. Det kan give en vigtig indsigt i, hvorfor mennesker ikke ”bare stopper”. På den anden side rummer begrebet en risiko: når man taler om ”medicinering”, lyder det som noget, der er rationelt, kontrolleret og legitimt.
Denne sproglige ramme kan skabe en form for undskyldning eller rationalisering. For den enkelte kan det føles mindre skamfuldt at sige ”jeg selvmedicinerer” end ”jeg drikker for meget” eller ”jeg er afhængig”.
For behandlere og pårørende kan begrebet åbne for forståelse, men også gøre det sværere at stille skarpt på de negative konsekvenser (Psykiatrifonden).
Unge og selvmedicinering
Særligt i arbejdet med unge er begrebet problematisk. Mange unge mennesker bruger rusmidler i sociale sammenhænge, men en del begynder også at bruge dem som en måde at klare psykiske udfordringer på. Når unge selv kalder det selvmedicinering, kan det give indtryk af, at de foretager et bevidst og nærmest sundt valg.
Eksempelvis kan en ung med uro og søvnbesvær forklare, at han ryger hash for at ”få ro” og ”komme igennem natten”. En anden kan sige, at hun drikker alkohol for at ”tale med folk” og ”slippe for angsten”. Når begrebet selvmedicinering bruges, kan det dermed fungere som en form for legitimering: Jeg gør det ikke for sjov, jeg gør det, fordi jeg har brug for det.
Nye undersøgelser viser, at mistrivsel blandt unge er mere end fordoblet siden 2014, og at netop cannabis ofte bruges til at ”slappe af, falde til ro og få styr på tankerne” (Center for Rusmiddelforskning, UngMap 2022, Ritzau via Aarhus Universitet).
Denne ramme kan være svær at argumentere imod, fordi man risikerer at fremstå ufølsom, hvis man blot siger, at selvmedicinering er ”forkert” eller ”skadeligt”. Det er derfor vigtigt at anerkende de bagvedliggende problemer – angst, ensomhed, uro – men samtidig fastholde, at rusmidler aldrig er en reel løsning.
Risiko for fejlagtig normalisering
En anden udfordring er, at begrebet selvmedicinering kan føre til en slags normalisering. Hvis rusmidler omtales som en uofficiel ”behandling”, kan det sende signalet, at det er en acceptabel eller måske endda fornuftig måde at håndtere problemer på. For mennesker, der i forvejen er sårbare, kan denne forståelsesramme være en barriere for at søge hjælp.
Der er stor forskel på at tage medicin ordineret af en læge og at ”medicinere sig selv” med rusmidler. Lægelig behandling bygger på viden om dosis, virkning og bivirkninger, mens selvmedicinering med rusmidler er præget af usikkerhed, risiko og mangel på kontrol.
Et nyere studie om unges brug af opioider og benzodiazepiner viser netop, at mange oplever en falsk tryghed ved piller, fordi de ligner medicin. Men i praksis ender selvmedicineringen med at skabe afhængighed og alvorlige risici (Kriminologisk Observatorium, Rapport om unge og opioider, AU 2024).
